Vælg en side

Ingen resultater fundet

Siden du anmodede om kunne ikke findes. Prøv at præciser din søgning, eller brug navigationen ovenfor til at lokalisere indlægget.

Til top
X
post-5988

Apoteker-digterens frihedssang bobler stadig af begejstring

BEGIVENHED

Apoteker-digterens frihedssang bobler stadig af begejstring

Af museumsinspektør Dorthe Godsk Larsen, Roskilde Museum

28.04.2021

’En lærke letted’, og tusind fulgte’… syng med, når Alsang i Roskilde inviterer til fællessang 4. maj. Foto: Pixabay.

 

Inspireret af lærkesangen ved Gudenåen skrev apoteker Mads Nielsen i 1945 En lærke letted, der skulle gå hen og blive en af Danmarks vigtigste befrielsessange, og stadig den dag i dag opleves som en opløftende sang om forårets komme og frihedsglæde. Med sin boblende begejstring får sangen i lyset af det seneste års nedlukninger en forstærket betydning, som alle kan være med til at synge ud den 4. maj, når Alsang i Roskilde markerer befrielsesaftenen live på Facebook.
 

En lærke letted’, og tusind fulgte,
og straks var luften et væld af sang.
De tusind tårne tog til at tone,
så landet fyldtes af klokkers klang,
og byer blomstred’ i rødt og hvidt,
og det var forår og Danmark frit.
Ja, Danmark frit!

Ordene blev første gang trykt i et svensk blad i slutningen af maj 1945. Mads Nielsen skrev sangen på opfordring fra den kristne spejderbevægelse KFUM og efterfølgende blev sangen trykt i Kolding Folkeblad under titlen Danmark Frit.

En sognepræst læste digtet og fik den idé, at digtet skulle med i en festgudstjeneste på Valdemarsdag i anledning af 25-året for Genforeningen i 1920. Han henvendte sig derfor til læreren og komponisten Mathias Christensen i håbet om, at han kunne komponere en passende melodi. Mathias Christensen fik kun en enkelt dag til sit arbejde og udformede på denne korte tid den melodi, som mange kender og elsker den dag i dag.

’En Lærke letted’’ havde oprindelig ikke status som Danmarks officielle befrielsessang. Den titel havde ‘En Vinter, lang og mørk og haard’ skrevet af Sven Møller Kristensen og komponist Knudåge Riisager. Sangen, der maner til modstand mod besættelsesmagten, blev trykt i marts 1945 i det illegale blad Frit Danmark. Men den var for bombastisk og aggressiv til at være langtidsholdbar og blev afløst af ’En Lærke letted’.

Da den 14. udgave af Folkehøjskolens Sangbog udkom i 1951, var der 18 nye sange med tilknytning til besættelsestiden. Heriblandt ’En lærke letted’’, som hurtigt blev knyttet til 4. maj-fester.

Berusende glæde og eftertænksomhed

Efter de første vers af berusende glæde slår tredje vers en mere eftertænksom tone an, og besættelsestidens ofre mindes.

Vi mindes stille de tapre døde,
hvis navne lever i Danmarks navn,
og takken søger til dem, der segned’,
og dem, der sidder med tunge savn.
Gud trøste dem, der har lidt og stridt,
til det blev forår og Danmark frit.

Og i sidste vers får sangen nærmest karakter af salme, da den bevæger sig fra glæde over sorg til taknemmelighed og gudstro, hvor den slutter med en bøn til Vorherre om at velsigne det frie Danmark fra sund til klit. Hermed fremstår sangen om foråret også som en salme om frihed.

Men du, som styrter de stoltes riger
og løser fangne af bolt og bånd,
dig flyver hjerternes tak i møde,
vor skæbne er i din stærke hånd.
Nu er det forår og Danmark frit.
Velsign det, Herre, fra sund til klit.

Til KFUM-bladet i 1965 fortalte komponisten, Mathias Christensen, at han tilskrev sangens popularitet, at Mads Nielsens digt netop udtrykker noget af det, som man i de dage tænkte og følte. Krigens trængsler havde både styrket det danske sammenhold og den danske fællessang, og krigen lærte os at tænke på andre og mere end os selv.

 

Nu er det forår og Danmark frit

4. maj om aftenen sætter vi stearinlys i vinduerne for at mindes Befrielsen, hvor vi i 1945 kunne vinke farvel til mørklægningsgardinerne. Med lyset minder vi også hinanden om, hvor flygtig friheden kan være, og hvor vigtigt det er aldrig at tage den for givet.

Genåbningens frihed er stadig skrøbelig og usikker, og fællesskabet omkring sangen kan endnu kun dyrkes på afstand. Men selvom det er på afstand, så skaber fællessangen glæde, ro og en følelse af at høre sammen. Derfor er det vigtigt at holde fast i en markering af den historiske aften 4. maj med sang, hvor vi mindes og synger om friheden hver for sig. 

SYNG MED – når Alsang i Roskilde inviterer til at fejre 76-året for befrielsen direkte fra Roskilde Festival Højskole kl. 19 live på Facebook med nye og gamle sange: https://www.facebook.com/alsang4000/live/

5 maj i Roskilde 1945. Stillbillede fra filmen Frihedens sol over Roskilde optaget i perioden 1. maj-27. maj 1945, som lige nu kan ses på udstillingen Grethe – en våbenmodtagelseFoto: Knud Henker og Carl Larsen/Produktion: Foto-Experten Roskilde.

Arrangementet løber af stablen tirsdag d. 4. maj 2021 kl. 19 på Facebook. Se med her: http://kortlink.dk/facebook/2b62h

TILMELD DIG ROMU’S NYHEDSBREV 
– OG MODTAG LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER DIREKTE I DIN INDBAKKE

post-4929

Hold sankthans på Færgegården og udforsk traditionerne

BEGIVENHED

Hold sankthans på Færgegården og udforsk traditionerne

11.06.2021

Frederikssund Museum, Færgegården inviterer igen i år til stemningsfyldt sankthans. Museet holder aftenåben, og har skruet op for de kulturhistoriske fortællinger og aktiviteter, og derfor kræver arrangementet billet. Foto: pixabay.com.

Der vil være nye punkter på programmet, når Frederikssund Museum, Færgegården igen i år inviterer til sankthans i den stemningsfulde museumshave. Der er som altid lagt op til en hyggelig aften på picnictæppet med medbragt madpakke, bål og midsommervise, men som noget nyt skruer museet i år op for de kulturhistoriske fortællinger og aktiviteter. Og i år kræver arrangementet billet.

 

Sankthans-fejringen på Færgegården vil i år være fuldstændig, som den plejer – og så alligevel ikke…

”I år bruger vi aftenen som en anledning til ikke alene at udleve traditionerne, men også at udforske dem. Sammen med alle, der har lyst, vil vi gerne gå på opdagelse i de mange mærkelige, overraskende og sjove traditioner, der er gået forud for sankthans aften, som vi kender den i dag. Fortidens sankthans eller midsommer har nemlig forbavsende få ligheder med nutidens traditioner. Så samtidig med at vi udlever traditionerne, vil vi også gerne sætte dem i et nyt lys – og måske prikke lidt til dem,” forklarer museumsinspektør Line Jandoria Jørgensen.

 

Sammen om at afværge det onde

Allerede i timerne inden aftenens højdepunkter med bål, båltale og midsommervise er der sankthans-aktiviteter for børn og voksne i alle aldre, når museet inviterer til mission ”Afværg det onde”.

Her skal de onde hekse gøres så blide som nuttede kattekillinger. Gennem en række udfordringer og med hjælp fra fortidens tips og tricks gælder det om at samle magiske urter, lære at bruge stål mod hekse, finde hemmelige skatte, besøge det kloge træ, lave vild ild med oldtidsmetoder og meget mere. Og måske lykkes det at vinde over de onde kræfter.

 

Ekstraordinært aftenåbent i udstillingen

En anden forandring er, at man i år skal et smut omkring billetto.dk for at være med:

”Som noget nyt i år har vi valgt at tage en lille entre for voksne. Både fordi corona-restriktionerne kræver, at vi har helt styr på antallet af deltagere, og fordi vi i år har lagt ekstra kræfter i festen og i de oplevelsestilbud og formidlingstiltag, som aftenen også rummer. Billetten gælder også til udstillingen, hvor vi ekstraordinært holder åbent hele aftenen. For børn er det hele gratis”, forklarer museumsinspektør Line Jandoria Jørgensen.

Bålet tændes kl. 21.00, og der vil være båltale ved museumsinspektør Line Jandoria Jørgensen.

Museet byder på gratis saftevand og småkager til børnene, og der vil være salg af drikkevarer til de voksne. Medbring picnictæppe og egen madpakke, som kan nydes frit i museumshaven.

 

Tid, sted, pris

  1. juni kl. 17:00-22.00

0-18 år gratis, Voksne 50 kr. (+billetgebyr) – Billet købes via Billetto her.

Din billet gælder også som entrébillet til museets udstillinger samme dag.

Frederikssund Museum Færgegården, Færgelundsvej 1, 3630 Jægerspris

Billet og coronapas nødvendigt

 

Grundet Covid-19 er tilmelding/billetkøb på forhånd nødvendigt.

Læs mere om sankthanstraditionerne i Færgegårdens artikelserie “Bag om traditionerne”  her.

FÅ LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER FRA
FREDERIKSSUND MUSEUM, FÆRGEGÅRDEN DIREKTE I DIN INDBAKKE

FLERE ARTIKLER OG NYHEDER FRA FÆRGEGÅRDEN

Hold sankthans på Færgegården og udforsk traditionerne

Hold sankthans på Færgegården og udforsk traditionerne

Der vil være nye punkter på programmet, når Frederikssund Museum, Færgegården igen i år inviterer til sankthans i den stemningsfulde museumshave. Der er som altid lagt op til en hyggelig aften på picnictæppet med medbragt madpakke, bål og midsommervise, men som noget nyt skruer museet i år op for de kulturhistoriske fortællinger og aktiviteter. Og i år kræver arrangementet billet.

læs mere
Ingen heks og ingen midsommervise

Ingen heks og ingen midsommervise

Sankthans traditionen, som vi kender den i dag, har overraskende få ligheder med de sankthans skikke, vores forfædre havde for bare 200-300 år siden. Bålet var et vågeblus, som typisk blev tændt til Valborgsaften og ikke sankthans, der var ikke nogen heks på bålet, og man sang ikke midsommervisen. Til gengæld var naturens magi på sit højeste, mente man. Planter, luft, vand og dug kunne kurere alverdens skavanker.

læs mere


post-49

Arkæologi

ROMU har det arkæologiske ansvar for Roskilde, Lejre og Frederikssund kommuner. Det betyder, at vi indenfor ansvarsområdets grænser samarbejder med planmyndigheder, entreprenører og store såvel som små bygherrer om at sikre de arkæologiske interesser, som kan blive berørt

post-49

Vores viden

I ROMUs dækningsområde Roskilde, Frederikssund og Lejre Kommune har vi en lang række enestående spor fra vores fortid af national og international betydning. Eksempelvis kongehaller og skibsætning i Lejre, den underjordiske kirkeruin Skt. Laurentius i Roskilde samt enestående spor og unikke fund fra livet omkring Roskilde Fjord fra oldtid, middelalder og nutid.